Sommerferie

Sol, strand og disko i Alanya

Tyrkiet lokker hvert år mange mennesker til sig især de unge. Det er billigt at rejse til Tyrkiet. De fleste rejsebureauer kan levere 1-2 uger komplet pakke med fly og hotel og mad for kun 1.500-3.000 kr. pr. person. Ikke mange andre lande kan gøre dette så billigt, og derudover er det forholdsvist billigt at være turist i det varme Tyrkiet. Alanya ligger tæt på lufthavnen og er en meget besøgt ferieby med dejlig lang strand, som gør det ideelt for turisterne. Der er et stort og aktivt natteliv i byen med masser af alkohol og musik. Tyrkiet har tradition for at sælge både billige kopivarer af briller og tøj, men du kan til gengæld også købe ægte guld hos flere guldsmede, og prisen er ofte en del billigere end i Danmark. Så måske kan du få turen betalt på denne måde. Også mange rejser hertil for at få lavet deres tænder eller opereret deres øjne hos de billige læger hernede. Turen er ofte tjent ind flere gange. Du kan læse meget, meget mere om ferie i Alanya på den her gode hjemmeside, hvor fra vi bringer uddrag her på siden:

 

Oplevelser i Alanya

Mærk historiens vingesus i Alanyas gamle bydel, besøg en af Tyrkiets største søer, der er så ren, at man kan drikke vandet, eller spadser en tur op på byens borg og nyd udsigten. Du kommer ikke til at kede dig!

 

 

Fæstningen i Alanya

Øverst på klippen midt i Alanya troner seljukkernes imponerende fæstning, som alene på grund af udsigten er turen op ad bakke værd. Når man alligevel er deroppe, kan man med fordel stille sig op på den yderste platform og gyse ved tanken om, at dødsdomme for 800 år siden blev eksekveret ved udsmidning fra klippe. Eneste mulighed for at undgå den triste skæbne var, hvis den dømte kunne kaste en sten fra toppen og ramme vandet. Hvor svært det er – faktisk umuligt – kan man få indtryk af ved at iagttage de unge mænd, der tester deres kræfter med den gamle disciplin. På vej ned fra borghøjen kan man vælge en afmærket sti ned gennem resterne af den gamle landsby, hvor der sælges hjemmelavede souvenirs og snacks – alt fra græskardukker til gözleme (tyrkiske pandekager med fyld af ost og krydderurter, honning eller lign.).

 

Landsbyliv

Landsbylivet på borghøjen er på mange måder et levende museum over livet i Alanay i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet. Men noget er der trods alt sket i mellemtiden, og hvis man vil have indtryk af udviklingen, skal man kigge ind på byens lille arkæologiske museum. Ud over arkæologiske fund fra især romersk og byzantinsk tid har museet nemlig en etnografisk afdeling, hvor man kan se, hvordan en middelklassefamilie levede i 1800-tallet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *