Hvad skal I gøre med hunden, når I tager på ferie?
Når du og din familie skal på ferie, hvad gør du så med familiens hund? Her skal du overveje, om du vil have hunden med, eller om den skal passes. Om hunden skal eller kan komme med, afhænger selvfølgelig af, hvilken type ferie, I skal på, hvor lang tid og hvorhen turen går. Uanset om hunden skal med eller blive hjemme, bør I overveje, hvordan den får den bedst mulige oplevelse.
Herunder kan I blive klogere på de forskellige valgmuligheder for jeres hund, når I skal på ferie.
Hundepension eller med på ferie?
Hvis din hund er glad for fremmede mennesker og andre hunde, kan du roligt efterlade den i en hundepension. Det er som regel denne løsning, de fleste foretrækker, for selvom det kan være skønt at have sin hund med på ferie, er det ofte lidt af en turbulent oplevelse for hunden. Tag hunden med, hvis I skal i sommerhus, men lad den blive hjemme, hvis turen går til Mallorca.
Det er en udfordring at have en hund med på hotel. Men til gengæld findes mange forskellige sommerhuse i Danmark og feriehuse i udlandet, hvor du både må og kan have din hund med. Brug søgekriteriet “husdyr tilladt”, når I søger efter jeres næste ferie.
I tvivl? Sådan vælger du en hundepension til din hund
Er din hund knap så glad for fremmede mennesker og hunde, eller har den en sygdom, bør I overveje, om nogen i familien, en ven eller nabo kan tage sig af jeres hund, mens I er væk på ferie. En mulighed er ligeledes at vælge en mindre hundepension.
Hvis det er første gang, din hund skal i hundepension, kan du godt være lidt bekymret og have mange spørgsmål. Undersøg på forhånd de forskellige muligheder, og aflæg eventuelt et visit, inden du vælger en hundepension. Det vigtigste er, at du vælger det sted, der passer bedst til netop din hund, så du trygt kan efterlade hunden.
Nogle steder tilbyder de deres eget hundefoder, mens du andre steder selv skal sørge for det. Hvis din hund kun er vant til én slags foder, er det en god idé at lave en lille madpakke til den. Ligeledes er det en god idé at give den et hundetæppe med, som lugter af jer, og lidt forskelligt hjemligt hundeudstyr.
Hvad skal du prioritere i valget af hundepension?
Et godt råd er at vælge de steder, der prioriterer menneskelig kontakt og motion. Så hellere droppe luksusmaden eller andre ting, der lettere kan undværes i en kortere periode.
Arranger eventuelt et prøveforløb på et par dage, så du kan afprøve, om din hund kan trives i en hundepension. På den måde lærer hunden samtidig stedet at kende, så den allerede ved, hvor den skal hen, når du og din familie tager på ferie.
Selvom det kan virke omfattende at finde den rigtige hundepension, er det tiden værd. Finder du en god hundepension, ved du altid hvor hunden kan være og have det godt, mens du er på ferie.
Hvis hunden skal med sydpå
Hvis du og familien gerne vil have hunden med sydpå, er der forskellige krav og regler, som I bør sætte jer ind i på forhånd.
I nogle lande kræver det betaling for at have sin hund med, og der kan ligeledes være krav om karantæne. Dertil kommer en række love og regler om vacciner og certifikater. Sæt jer derfor i god tid ind i reglerne, i det land I skal til.
I lande som Spanien, Grækenland og Italien skal hunden eksempelvis have et gyldigt EU-pas, der udstedes af din egen dyrlæge. Ligeledes skal hunden være ID-mærket med en mikrochip.
Overvej, om det er turen værd for din hund, eller om det er for din egen skyld? Bliver det for varmt for din hund? Kan den klare stressen i lufthavne og den skiftende rutine? Nogle hunde egner sig bedre til at rejse end andre, og nogle hunde vil være vilde med at komme med på farten, mens andre slet ikke har godt af det.