5 tips til kør-selv-ferie med små børn
Bliver du angst bare ved tanken om at køre sydpå med dine børn på bagsædet? Kør-selv-ferie er en fantastisk måde at tage familien med på ferie, og hele verden venter foran jer. Med disse 5 tips kan du forberede dig, så du kan undgå, at dine børn er ved at tage livet af dig, mens I kører afsted mod varmere himmelstrøg.
Gå ikke på kompromis med sikkerheden
Sikkerhed er altid et must – og når I skal køre på motorvejen med høj fart i mange timer, er det ekstra vigtigt, at du har helt styr på, at dine børn er korrekt spændt fast. Hvad enten du har et spædbarn eller en tumling med på bagsædet, sikrer en Maxi Cosi autostol dit barn bedst muligt. Har du ikke IsoFix i din bil, kan du tilkøbe en selebase. Så er du helt sikker på, at du får monteret autostolen korrekt, og at dit barn er så godt sikret, som det kan blive, i bilen.
Uden mad og drikke duer helten ikke
Et sultent eller tørstigt barn skaber med garanti uro på bagsædet. Gå derfor aldrig ned på mættende snacks og forfriskende drikkevarer, når I har mange timer foran jer i bilen. Gå udenom de madvarer, som er sprængfyldt med sukker. De gør det endnu sværere for dit barn at holde sig i ro, mens I kører. Forbered en sund og nærende madpakke hjemmefra – så slipper I for meget besvær.
Underholdning i bilen
Dit barn behøver ikke blive pacificeret med en iPad hele vejen, selvom det er den nemmeste løsning. Tænk over nogle sjove sanglege, som I kan hygge jer med sammen på turen, eller snak om, hvad I kan se uden for vinduet. Hvad betyder et E på nummerpladen? Og hvad står DK for? Pak gerne en taske med små overraskelser til dit barn på turen, hvad enten det er en ny LEGO-figur eller en lille helikopter, som dit barn godt kan lide at underholde sig selv med.
Hold lange pauser
Det er hårdt at sidde i en bil mange timer i træk. Også for dine børn. Tag nogle gode lange pauser undervejs, hvor I alle kan nå at strække ben, og børnene kan få brændt noget krudt af. Lad dem endelig løbe et smut på legepladsen, hvis der er sådan en på rastepladsen.
Kør om natten
Når det er mørkt udenfor, falder roen nemmere over os. Kør først på natten, når dine børn er meget trætte. Så går den første del af turen nemmere med sovende børn på bagsædet. Når de vågner, er I allerede kommet så langt, at den sidste del af turen er mere overskuelig. For både børn og voksne.